Søren Ryge Petersen er for mange selve billedet på ro, jordbundenhed og den danske haves stille magi. Men bag kamerarundgangen i den berømte djurslandske køkkenhave gemmer der sig en lige så fascinerende fortælling om de mennesker, han har delt hverdagen med – fra ungdommens ægteskaber til den nuværende partner, der i det stille holder alt sammen.

I denne artikel folder vi relationerne ud ét lag ad gangen: to ægteskaber, et stort familienetværk, et fælles hjem på 1.200 m² – og en sorg, der satte varige aftryk. Med afsæt i åbne kilder som Kristeligt Dagblad, Billedbladet, DR og Se og Hør samler vi de fakta, som kaster nyt lys over tv-værtens langstrakte karriere og hans karakteristiske, lyttende tone.

Hvis du vil vide, hvordan Margrethe Brogaard og Maj Scharff formede begyndelsen, hvordan læreren Cathrine Becher skaber hverdagsro i dag, og hvorfor børnebørnene nu spiller hovedrollen i hans liv, så læs med. Historien handler nemlig ikke kun om én mands have – men om hjem, kærlighed og de relationer, der gør boligdrømme synlige.

De to ægteskaber, der formede ham: Margrethe Brogaard og Maj Scharff

Først kom ægteskabet med Margrethe Brogaard, indgået i 1969, netop som den unge cand.mag. i dansk og historie færdiggjorde sine studier. I de femten år, ægteskabet varede, voksede hus og have på Djursland frem som fælles projekt, mens parret stiftede familie med datteren Signe Ryge Petersen og sønnen Jens Ryge Petersen. Ifølge Kristeligt Dagblad er det i netop denne periode, at Søren Ryge opdager, hvordan havearbejdet kan blive både levevej og livsnerve – et bindeled mellem hjemmet, den spirende mediekarriere og rollen som far.

Året efter skilsmissen indgik han ægteskab med Maj Scharff (1985-2000). Sammen fik de sønnen Malthe Ryge Petersen og fortsatte den livsform, hvor hjemmet i Djursland også var arbejdsplads. Avisen bemærker, at andethustruens interesse for natur og pædagogik flugtede fint med værtsrollen, som i disse år udviklede sig fra radio til tv. Samlivet sluttede juridisk i 2000, men båndet bestod som venskab og senere som et langvarigt sygdomsforløb; Maj Scharff døde efterfølgende i 2007. Ryge omtaler i dag netop denne periode som et ”langstrakt farvel”, der skærpede hans blik for, hvor skrøbeligt og værdifuldt et fælles hjem er.

Set i bagklogskabens lys står de to ægteskaber derfor som rammen om 50 års faderskab – den fase, han i Kristeligt Dagblad kalder sin varmeste. De tre børn har tilsammen givet ham fire børnebørn, og avisen fremhæver, at glæden ved familien er en konstant, han vender tilbage til, når han forklarer sin livsbane: Haveglæden udsprang af hjemmet; hjemmet udsprang af ægteskabet; og ægteskabet udsprang af ønsket om et forankret familieliv.

Cathrine Becher: Den nuværende livspartner og rollen i det stille

Læreren Cathrine Becher omtales af Kristeligt Dagblad som den kvinde, Søren Ryge “har i en årrække dannet par med”. Formuleringen er værd at hæfte sig ved, fordi den understreger, at der er tale om et mangeårigt partnerskab – ikke nødvendigvis et registreret ægteskab. Det er i dette fællesskab, Ryge i dag finder den ro, han kalder én af sine største gaver.

Set indefra beskriver han til Billedbladet et hjem uden “mislyde”: både børn, svigerbørn og fire børnebørn kommer og går i en hverdag, der – ifølge ham selv – er præget af harmoni. Netop den stemning giver plads til hans nuværende prioritet: at være farfar og morfar på fuld tid, efter at de faste, direkte haveudsendelser stoppede i 2020. Hvor optagelserne før blev styret af årstidernes rytme, sætter familiekalenderen nu kadencen – og Cathrine Bechers stabile nærvær nævnes som den praktiske og følelsesmæssige ramme, der gør skiftet muligt.

Partnerens rolle kan derfor ikke aflæses i tv-billedet, men i den stille infrastruktur bag kulisserne: hun sikrer kontinuitet i huset, haven og dagligdagen, mens Ryge fortsat laver særlige programmer og skriverier i et mere adstadigt tempo. Man kunne sige, at hvor de tidligere ægteskaber bandt arbejde og have sammen, binder dette samliv nu arbejdet til familien – et skifte fra ydre produktion til indre nærvær.

Afklaring til nysgerrige læsere: Se og Hør bragte for nogle år siden historien “Kærlighed ved første blik”, hvor navnet “Johanne” optræder. Artiklen handler om et historisk portrætfoto af en 1800-tals hedebonde – ikke om en nutidig romance. Dermed er der ingen konflikt med de oplysninger, der foreligger om hans nuværende partner.

Sammenfattende viser kilderne, at betegnelsen “kone” næppe er præcis i dag: det er partneren Cathrine Becher, der udgør Ryges nuværende, men diskrete hjørnesten – et forhold, som han selv fremhæver som grundtonen i sin sene livsfase.

Hjem, have og ægteskab: Da et 1200 m² parcel blev livets og karrierens omdrejningspunkt

Når Søren Ryge i dag omtaler sit virke som ét langt, organisk forløb, peger han igen og igen tilbage til et ganske konkret udgangspunkt: det parcel på cirka 1.200 m², han og den daværende hustru købte, da han var blot 24 år. Kristeligt Dagblad beskriver, hvordan brylluppet, huset og haven kom næsten samtidigt – og hvordan netop haven blev omdrejningspunkt for både ægteskab og arbejdsliv. Da de første blomsterbed var anlagt, voksede behovet for at sætte ord på oplevelserne; det førte til små artikler, siden radioindslag og til sidst faste tv-udsendelser.

DR’s 80-års-portræt føjer flere detaljer til kredsløbet: Allerede som universitetsstuderende meldte han sig ind i Haveselskabet, blev redaktør for foreningens blad og begyndte at forfægte en mere natur­venlig havepraksis – færre sprøjtemidler, mere plads til det vilde. Den redaktionelle erfaring førte ham direkte ind i DR, hvor hans egen have på Djursland blev den scenografiske rygrad i programmerne.

Dermed tegner der sig et klart mønster: ægteskab → fælles hjem og have → skriverier → DR → en lang karriere. Uden den første beslutning om at dele et hus og en jordlod havde der næppe været det samme drivhus af ideer, som kunne udklække en helt ny måde at tale om grøftekant og paradishave på nationalt tv. Haven var først og fremmest et privat projekt, men dens rytme – og den stille støtte fra et familieliv, der bogstaveligt talt rodede jorden sammen – viste sig at være den mest varige motor i Ryges offentlige stemme.

Sorgens aftryk: Maj Scharffs sygdom, tabet i 2007 og karakterens efterklang

Når Kristeligt Dagblad ser tilbage på Søren Ryges liv, fylder kapitlet om ægteskabet med Maj Scharff uundgåeligt meget. Avisen fortæller, at Maj i begyndelsen af 1990’erne fik konstateret en hjernesvulst, og at sygdommen strakte sig over tolv år, før hun døde i 2007. For Ryge var det, som han selv beskriver det, et tab, der «sætter sig dybt» – et stille, men vedvarende ekko i hverdagen (Kristeligt Dagblad).

Han omtaler sig gerne som venlig, fredelig, konfliktsky og generøs. De karaktertræk tilskriver han i høj grad sin far, men tabet af Maj har sandsynligvis forstærket dem. I stedet for at hæve stemmen har han gennem årene valgt at lytte, dyrke havejordens egen takt og give plads til de små historier i menneskers liv. Mange seere oplever netop den langsomme samtaletone som hans særkende; i lyset af den lange sygdomsperiode fremstår den næsten som en stille hyldest til tidens og tålmodighedens betydning.

Sorgen er ikke centrum i hans fortælling, men den danner bagtæppet. Når han i dag taler om held, handler det lige så meget om at have levet igennem det svære som om succes på skærmen. Det giver resonans i den måde, han fortsat formidler have og natur på: nysgerrigt, men aldrig påtrængende. Ved at lade rytmerne i egen have spejle livets skiften har Søren Ryge fundet et mildt sprog for både tabet og taknemmeligheden – en balance, der måske ikke var blevet så tydelig uden Maj Scharffs lange sygdomsforløb og det efterfølgende tomrum.

Familien som livsanker: Børn, børnebørn og prioriteringen efter tv-pensionen

Da Søren Ryge i 2020 trak stikket til sine ugentlige, direkte haveudsendelser, skiftede rytmen omkring Djurslandshjemmet markant. Hvor kameraerne tidligere dikterede kalenderen, er dagene nu indrettet efter familietid: besøg fra de voksne børn Signe, Jens og Malthe samt samvær med de i alt fire børnebørn, som han med et stille smil kalder sit vigtigste holdepunkt. I Kristeligt Dagblad beskriver han, hvordan rollen som far – og siden morfar/farfar – har været den varmeste fase af et i forvejen privilegeret liv; et udsagn, der forklarer, hvorfor pensionen fra direkte tv ikke føles som et tab, men som en mulighed for nærhed.

Samme prioritering genkendes i Billedbladet, der tegner et billede af et stort, sammentømret netværk uden interne konflikter. Her fremstilles hverdagen som harmonisk – ”der er ingen mislyde”, lyder det – og netop den fredelige tone fungerer som stilfærdig motor for hans sene projekter: enkeltstående tv-portrætter, havepodcasts og foredrag, hvor den ældre formidler kan tage af sted med god samvittighed, fordi baglandet er rodfæstet.

Fra barnsben via forældreskabet og nu som bedstefar har familien været den linje, Søren Ryge selv trækker, når han skal forklare sin vedholdende optimisme. Det er her, han finder den tryghed, der afspejler sig i hans langsomme fortælletempo, og her han henter motivationen til stadig at dele haveglæden med andre – også efter at tv-spotlyset er dæmpet.

Den stille indflydelse i offentligheden: Hjemmets rammer i udsendelser og en sen karriere i bevægelse

Gennem mere end 30 år har seerne været vidner til, at Søren Ryge lukkede os ind gennem havelågen på Djursland, men kun sporadisk ind i privatlivets stuer. Det er et bevidst valg: hjemmet og det nære samliv har fungeret som diskret kulisse, mens fortællingen om jord, frø og årstidernes gang fik førstepladsen. DR’s 80-års-portræt (dr.dk) viser, at linjen fortsætter efter tv-pensionen i 2020. Han er rykket over på DR LYD/P1 med podcasten “Søren Ryges sidste tur i haven”, hvor nye generationer inviteres til at overtage spaden og sanseligheden. At kunne drosle ned fra live-formatet og stadig formidle kræver den ro og tilbagetrukne hverdag, som partneren og fælles hjem skaber i baggrunden.

Samme DR-artikel minder om, at Ryge, når det gælder principielle spørgsmål, ikke skyder genvej: Han stod i 1990’erne forrest i debatten om en mere human aflivning af skadede duer. Alligevel er konfrontationen altid blevet leveret fra den velkendte havegang – aldrig som privat sensation. Det illustrerer en rød tråd: Selv når han markerer sig offentligt, forankres stemmen i et stabilt hverdagsliv, der sjældent kommenteres, men altid anes.

Hjemmets betydning spores også indirekte i formen: de langsomme kamerature, den lavmælte, samtalende stil og evnen til at give plads til både mennesker og planter. Alt sammen udspringer af et miljø, hvor tid ikke måles i sendeminutter, men i vækstsæsoner – og hvor et trygt bagland gør det muligt at vælge det langsomme over det spektakulære.

Redaktionel note: Ovenstående bygger udelukkende på åbne, tilgængelige kilder. Tidligere relationer omtales som “ægtefæller”, mens den nuværende relation omtales som “partner”, i respekt for de formuleringer kilderne selv anvender. Ingen antagelser om civilstatus eller privatliv er draget ud over det dokumenterede.